Wolfram blev først brugt til at lave glødetråde. I 1909 brugte American Coolidge (WD Coolidge) wolframpulverpresning, omsmeltning, sænkning og trådtrækningsprocesser til fremstilling af wolframtråd. Siden da har produktionen af wolframtråd udviklet sig hurtigt. I 1913 opdagede I. Langmuir og W. Rogers, at wolfram-thoriumtråd (også kendt som thorium-wolframtråd) havde bedre elektronemissionsydelse end ren wolframtråd, og begyndte at bruge wolfram-thoriumtråd, som stadig er meget udbredt i dag . I 1922 blev der udviklet en wolframtråd med fremragende sænkningsmodstand (kaldet doteret wolframtråd eller ikke-sagging wolframtråd), hvilket var et stort fremskridt i forskningen af wolframtråd. Det ikke-sænkende wolframfilament er et fremragende filament- og katodemateriale, der er meget udbredt. I 1950'erne og 1960'erne blev der udført omfattende udforskning og forskning i wolframbaserede legeringer i håb om at udvikle wolframlegeringer, der kunne fungere i 1930-2760 grad til produktion af højtemperaturdele til rumfartsindustrien. Blandt dem er der mange undersøgelser af wolfram rhenium legeringer. Der er også udført forskning i wolframsmeltnings- og bearbejdnings- og formningsteknologi. Tungsten ingots opnås ved forbrugsbar bue- og elektronstrålesmeltning, og nogle produkter fremstilles ved ekstrudering og plastforarbejdning; dog har smelte- og støbeblokkene grove korn og dårlig plasticitet. , Forarbejdning er vanskelig, og udbyttet er lavt, så teknologien til smeltning af plastik er ikke blevet den vigtigste produktionsmetode. Ud over kemisk dampaflejring (CVD-metoden) og plasmasprøjtning, der kan producere meget få produkter, er pulvermetallurgi stadig den vigtigste metode til fremstilling af wolframprodukter.